A/N: Dette er den første danske historie, jeg nogensinde har skrevet færdig, og derfor også den første danske, jeg lægger på nettet. Jeg skriver sjældent på dansk, da jeg har en idé om, at ingen læser det alligevel. Men… Det er en gymnasie-/teenagehistorie om to, der hader hinanden. I hvert fald ind til videre…

Kapitel 1

Det hele startede en kold og våd augustdag, da jeg var 18 år gammel. Eller måske startede det endnu tidligere. Måske startede det allerede, da jeg var 14 og gik i ottende klasse. Eller måske var det helt tilbage til déngang, mine forældre besluttede sig for, at jeg skulle i børnehave, da jeg var 4 år gammel.

Indtil da havde min mor gået hjemme og passet min storebror og mig, men da han var begyndt i skole et halvt års tid tidligere, og Mor nu havde fået arbejde, skulle jeg altså tvinges i det, som jeg var sikker på, var noget stort og farligt. Det viste sig da også den første dag, at børnehaven var et forfærdeligt sted at være. En dreng ved navn Adam startede med at stjæle min drikkedunk med saftevand, fordi han havde drukket sit eget og ikke gad drikke det vand, pædagogerne tilbød ham. Nu ville man måske have troet, at jeg den første dag ville være for genert eller bange til at sige noget, men Adam var ikke meget større end jeg selv, så i stedet for at sladre langede jeg ud efter ham, ramte og gav ham næseblod! Det resulterede i, at jeg startede dagen med en ordentlig omgang skældud, og da Mor og Far kom og hentede mig nogle timer senere, kom de med på kontoret for at tale om hvor voldelig jeg var.

Mig fortalte de det først til mange år senere, da de, pædagogerne og mine lærere havde konstateret, at jeg ikke var mere voldelig end gennemsnittet. Der var bare ingen der skulle tro, at jeg var svag den første dag i børnehaven!

I skolen var jeg så heldig, at jeg kom til at gå i klasse med Helle, som var blevet min rigtig gode veninde i børnehaven. Uheldigvis kom vi også til at gå i klasse med Adam, som jeg nok aldrig helt havde tilgivet for det med drikkedunken. I hvert fald havde vi aldrig leget sammen i børnehaven, og jeg havde heller ingen intentioner om, at vi skulle lege sammen i skolen. Det havde han heldigvis heller ikke, og på mirakuløs vis lykkedes det os slet ikke at lære hinanden at kende som andet end "ham den dumme" og "hende den sure" helt indtil fjerde klasse.

Da vi så gik i fjerde klasse besluttede vore forældre sig lige pludselig for, at de skulle være venner, og det skulle selvfølgelig gå udover Adam og mig når vi skulle slæbes med til kedelige middage hos hinandens forældre.

Matthias, min storebror, gik dengang i sjette klasse og kedede sig om muligt endnu mere end Adam og jeg, som bare sad og surmulede, og da Adam ingen søskende havde, var vi jo et muntert selskab!

Efter timevis ved bordet, hvor vi lyttede til de voksne som snakkede om vores bedrifter i og uden for skolen uafbrudt (det viste sig at Adam spillede håndbold ligesom jeg), endte det som regel med, at nogen satte en tegnefilm på, som vi så kunne se, enten til vi faldt i søvn, eller til en eller anden ytrede, at nu skulle vi hjem. Som regel det sidste, da både Adam og jeg nægtede at være den første, der faldt i søvn. Tit, når enten mine eller Adams forældre kom ind til os og sagde, at det var på tide at komme hjem, sad vi bare og stirrede frem for os, så trætte at vi næsten ikke ænsede at nogen snakkede til os. Matthias lå i en sofa og sov og videoen var for længst færdig.

Jeg tror nok, vores forældre rystede lidt på hovedet af os.

Da vi begyndte i ottende klasse blev vi blandet på tværs af klasserne, og det var en stor lettelse for første gang siden jeg begyndte i børnehaven ikke at være nødt til at være i samme rum som Adam mange timer hver dag året rundt. Det var næsten som at have ferie. Næsten. For i ottende klasse begyndte vi at få flere lektier for og vi begyndte også at få karakterer. Jeg trænede på dét tidspunkt håndbold tre gange om ugen, så jeg fik pludselig temmelig travlt. Jeg ved godt, at tre gange om ugen er meget i ottende klasse, men jeg elskede håndbold. At se det, at høre det, at snakke om det og allermest at spille det. Samtidig ville jeg gerne klare mig godt i skolen, så jeg lavede alle mine lektier grundigt, afleverede lange stile, pjækkede ikke en eneste gang, og hvis jeg var syg skulle der meget til, for at Mor kunne få mig til at blive i sengen. Hvis jeg ikke kom i skole, kunne jeg jo heller ikke tage til håndbold. Desuden kunne jeg jo ske at gå glip af noget godt sladder i skolen. Vi havde jo nået alderen, hvor sladder om hvem der havde kysset hvem, og hvem der var blevet kærester i weekenden var noget af det vigtigste i skoledagen.

Jeg sladrede dog ikke ligeså meget som Helle, der brugte hele sit frikvarter på at samle sladder, som hun så kunne sidde at skrive side op og side ned om til mig i den efterfølgende time. Vi havde været så heldige at komme i klasse sammen igen, men mens Helle skrev side op og side ned om sladder, skrev jeg side op og side ned i mine stile. Forskellen på os blev større og større jo ældre vi blev. Jeg var blevet en stræber, Helle var det modsatte.

En dag i slutningen af ottende klasse kom Helle tilbage efter et frikvarter og spurgte, hvordan det var gået med min tyske stil.

"10." Svarede jeg uden at kigge op. Jeg var igang med lektierne til i morgen. Jeg havde en aftale efter skole og skulle spille håndbold om aftenen, så enten skulle jeg lave mine lektier i frikvarterene, eller jeg skulle alt for sent i seng om aftenen.

"Adam fik 11!" Sagde Helle og fik mig til at dividere forkert i det regnestykke jeg var igang med.

"Nå." Mumlede jeg uden at se op, men min dag var ødelagt. Jeg var hundrede gange bedre til tysk end Adam; det var jeg sikker på. Det kunne ikke passe, at han skulle have 11. Det var garanteret bare fordi hans far spillede tennis med hans tysklærer.

"Er du sur nu?" Spurgte Helle. Hun vidste udmærket godt at jeg hadede, når Adam fik højere karakterer end mig, og det var uden tvivl den eneste grund til hun havde fortalte mig om hans 11-tal.

"Hvorfor skulle jeg dog være sur?" Svarede jeg surt og forsøgte at koncentrere mig om matematikken.

"Fordi Adams gennemsnit i tysk er højere end dit nu!"

"Hvad?" Jeg kiggede overrasket op fra bøgerne. "Det kan det da ikke være!"

"Jo, for a-klassen har fået deres standpunktskarakterer. Han fik 11."

Vi gik i c-klassen.

"Så må jeg jo bare have 13!" Svarede jeg og rejste mig. Jeg skulle lige pludselig på toilettet.

Det var det forkerte tidspunkt, jeg havde valgt, for ude på gangen stod Adam med sit slæng, og da jeg kom forbi, råbte han efter mig.

"Hvordan gik stilen, Victoria?"

Jeg lod som om jeg ikke hørte ham.

"Victoria!"

"Hvad?" Spurgte jeg irriteret da jeg vendte mig om mod ham. Jeg var udmærket klar over hvad han ville, og det samme var resten af de drenge, der stod omkring ham.

"Hvordan gik det med stilen? Den tyske?" Spurgte han igen.

"Du ved udmærket godt hvordan det gik!" Hvæsede jeg af ham og vendte om igen for at gå på toilettet.

"Vil det sige at du..."

"Jeg gider ikke høre om det!" Sagde jeg og gik, men ikke uden at høre de andres grin, da Adam sagde: "Hun fik kun 10!"

Jeg endte dog med at få 11 i standpunktskarakter, så vi stod lige da vi afsluttede ottende klasse.

Selvom jeg forsøgte at forklare for Helle, at jeg var fuldstændig ligeglad med Adams karakterer, blev hun ved med at fortælle mig hver gang hun havde hørt nyt om dem, så da vi gik hjem den sidste dag før ferien kendte jeg Adams karakterer for hvert eneste fag, og jeg må indrømme, at han ikke var dum. Intelligensmæssigt, altså. Jeg var bedre end ham i engelsk, dansk og husgerning, til gengæld var han bedre end mig i matematik, fysik og idræt, så det endte med at vores gennemsnit var ens.

Niende og tiende klasse gik ligesom ottende, bortset fra at jeg fik mere og mere travlt. Jeg trænede stadig håndbold tre gange om ugen og spillede kamp hver weekend. Jeg var glad for, at håndbold var opdelt i drenge- og pigepuljer, for ellers ville mit hold have mødt Adams adskillige gange. Han havde, selvfølgelig, spillet ligeså meget håndbold som jeg siden vi var små, og det var nok et af de steder, jeg havde sværest ved at slå ham. Han var jo naturligt nok fysisk overlegen, og det hadede jeg, når vi en enkelt gang imellem spillede håndbold i idrætstimerne. Vi havde nemlig idræt på tværs af klasserne, og jeg hadede det. Specielt fordi jeg, ligegyldigt hvor meget arbejde jeg lagde i det, aldrig fik så god en karakter i det som Adam, for hvem det hele så legende let ud. Det var unfair, at vi skulle have et fag, hvor drengene fra begyndelsen var os overlegne. Vi havde ingen fag hvor vi piger kunne "spille med musklerne", som drengene gjorde det i idræt.

Der var for mit vedkommende ikke meget tid til veninder og kærester, men jeg havde da et par veninder, som jeg holdt fast ved, og på trods af mit travle skema, lykkedes det mig også at have et par kærester eller tre i løbet af ottende og niende klasse. Det varede dog ikke ret længe med nogen af dem, og den sidste røg ud da vi begyndte at læse til eksamen i tiende klasse. Jeg havde simpelthen ikke tid til ham, og desuden var han alt for useriøs med sit skolearbejde.

Derfor irriterede det mig grænseløst, at Adam havde tid til en fast kæreste ved siden af håndbolden og lektierne, og stadig fik lige så høje karakterer som jeg. Det var simpelthen ikke fair, og jeg var tæt på at blive væk fra dimissionen i tiende klasse, fordi jeg vidste at han og jeg sammen skulle op at modtage flidspræmie og præmie for skolens højeste gennemsnit.

Det var nok det pinligste øjeblik i mit liv. Hvis bare Adam ikke havde drukket øl med de andre hele eftermiddagen, så havde det nok ikke været så slemt, men det havde han, så han var godt lakket til, da vi, for øjnene af vores forældre og de resterende afgangselever og deres forældre, trykkede inspektøren i hånden og fik taget billede. Adam var så fuld, at han lagde armen om mig og gav mig et stort, vådt kys på kinden da billedet blev taget. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg tror, han havde væddet med de andre drenge om, om han turde, for de virkede ikke spor overraskede men hujede og piftede allerede inden han gjorde det.

Jeg kunne have gravet mig ned. Aldrig før har 'pinligt ædru' forekommet mig at være så rammende som dén aften, og jeg fortrød, at jeg var taget afsted. Hvis ikke så mange mennesker havde set på, ville jeg helt sikkert have langet ud efter Adam som den dag i børnehaven for så mange år siden, men jeg holdt mig i skindet. Jeg var jo ikke voldelig. Bare flov.

Festen fortsatte uden forældre hos en af drengene i b-klassen. Jeg tog med og drak også, men ikke uden dårlig samvittighed. Jeg skulle spille håndbold lørdag, så jeg burde ikke drikke, hvilket jeg heller ikke havde gjort ret meget resten af året. Så der skulle ikke meget til, før jeg blev fuld.

Faktisk blev jeg så fuld, at jeg endte med at ligge og kaste op på badeværelset, og hvem kom og fandt mig? Det gjorde Adam!

Jeg tror, han var for fuld til at være hånlig, for det eneste han sagde, da han hjalp mig ud til mine forældres bil, (nogen havde ringet efter dem) var: "For helvede, Victoria! Du skal spille kamp i morgen!"

Jeg var om muligt endnu mere flov dagen efter, end jeg havde været til dimissionen, men jeg skulle heldigvis aldrig se Adam igen. Vores forældre havde for længst droppet at forsøge at få os med til kedelige middage hos hinanden, og vi var færdige med skolen. Vi skulle i gymnasiet, men ikke samme sted. Jeg skulle gå inde i byen, hvilket jeg havde valgt fordi det havde et noget bedre ry end det gymnasium, der lå derude, hvor jeg kom fra, og så måske en lille smule for at slippe for karakterræset med Adam. For at være ærlig var jeg nok lidt bange for ikke at kunne konkurrere med ham når det blev sværere. Det undgik jeg ved at vælge et andet gymnasium, og det havde jeg det helt fint med.