Kapitel 8

De næste par uger var nok de værste i mit liv. Landsholdspladsen kunne jeg godt skyde en hvid pil efter, for med en brækket fod kunne jeg ikke gøre meget andet end at sidde stille dagen lang. Jeg skød skylden på Adam, for det var ham, der havde fået mig til at koge over, så jeg sparkede til stolpen. Ham gik det selvfølgelig stadig godt, selvom han ikke så alt for glad ud i skolen. Jeg fandt ud af, at han og Camilla havde slået op med hinanden, og gik derfor udfra, at det var dét, der fik ham i så dårligt humør. Utroligt nok gik hans ekstremt dårlige humør ikke så meget ud over mig, som jeg havde forestillet mig, det ville. Faktisk snakkede vi meget sjældent sammen, og når vi gjorde, var han næsten helt sympatisk. Næsten. For jeg nægtede at synes om ham efter det, han havde gjort. Det var jo for pokker hans skyld, at min største drøm gik i vasken! Desuden skulle der mere end en smule venlighed fra hans side til at opveje næsten 15 års utålelig opførsel.

Efter et par ugers selvmedlidenhed tog jeg mig dog sammen og besluttede mig for, at når nu chancen for at nå Adam i sport var forpasset, så måtte jeg bare nedgøre ham i skolen. Jeg havde jo rigeligt tid til at læse og gøre mig umage med lektierne, og i løbet af få uger fik jeg adskillige 11- og 13-taller i mine afleveringer. Adam røg for første gang i årevis ned på 9- og 10-taller, så mens han sejlede mig agterud hvad angik sport, var jeg ham langt overlegen bogligt. Det var lige før, det blev for nemt og dermed kedeligt!

Mens jeg gik med krykker og ikke kunne bevæge mig ret meget, begyndte jeg også at gå mere op i mit udseende. Tidligere havde jeg altid gået i sportstøj og kun sjældent brugt make-up, og mit hår var bare langt, blegt og kedeligt. Jeg bestemte mig til, at jeg ligeså godt kunne bruge al den tid, jeg pludselig havde, til at pleje mig selv lidt. Helle overtalte mig til at gå med hende til massage og ansigtsbehandling, og det gjorde mig fantastisk godt at slappe af på en helt ny måde. Hun overtalte mig også til at gøre noget ved mit hår, så før jeg vidste af det, kom jeg ud fra frisøren med en ny, moderne frisure (stadig langt, men klippet i etager og med striber i), som Helle mente, klædte mig 100 gange bedre end det lange, flade og kedelige hår, jeg før havde rendt rundt med. Hun elskede at få lov at lave om på mig, så hun handlede også lidt tøj og make-up til mig. Det resulterede i, at jeg begyndte at gå i skole i andet end sportstøj, og jeg havde rigelig tid til at lægge make-up om morgenen, så jeg må have virket noget anderledes set med mine klassekammeraters øjne, end jeg før havde gjort. Det varede heller ikke længe, før Andreas bemærkede det, og jeg må indrømme, at jeg kunne lide det.

Sidste skoledag blev fejret, som sidste skoledage nu bliver fejret. Vores klasse holdt fest i Silde's forældres have med grill og masser af øl. Om Adam drak, ved jeg faktisk ikke, men jeg vil tro, at formen ikke tillod det. Jeg drak i hvert fald. Der var ikke noget, der stoppede mig, for formen var for længst ødelagt af, at jeg gik med krykker, og jeg havde klaret mig så godt i skolen i foråret, at jeg ikke var stresset på trods af, at de sidste eksaminer nærmede sig. Det resulterede i, at jeg blev mindst ligeså fuld som alle de andre, og jeg havde ret svært ved at stå for al den opmærksomhed, Andreas viste mig.

Det endte da også med, at vi sad og kyssede, allerede ret tidligt på aftenen, og det var ikke noget, de andre lod passere i stilhed. De begyndte at råbe og huje og komme med platte bemærkninger, da de opdagede det, og ingen var i tvivl om, at Andreas havde scoret mig, da vi tog videre i byen senere.

Der skete ikke så meget mere i byen. Adam og jeg undgik hinanden og undgik dermed også at skændes. Da diskoteket lukkede, kom han dog hen til mig og spurgte, om vi skulle dele en taxi hjem. Andreas så underligt på ham og sagde, at jeg da skulle med ham hjem, hvilket fik Adam til at vende om og gå uden så meget som et blik mere på nogen af os. Jeg var ikke så sikker, som Andreas, på, at jeg skulle med ham hjem. Faktisk var jeg sikker på, at jeg skulle hjem til mig selv. Uden ham. Han forstod det ikke helt, men lod mig da til sidst følge efter Adam.

"Adam, vent!" Råbte jeg og fik ham til at vende sig om, lige som han var på vej ind i en taxi. Han så overrasket ud, men ventede på mig.

"Jeg troede, du skulle med Andreas." Sagde han og holdt døren for mig, mens jeg kravlede ind i taxien.

"Ja, det troede han også." Svarede jeg og lænte mig tilbage i sædet, mens Adam satte sig ind og lukkede døren.

"Victoria..." Begyndte Adam alvorligt, og jeg troede, han ville skælde mig ud for dét med Andreas. "Der er noget, jeg bliver nødt til at sige..."

"Hvis det er, at jeg skal holde mig fra Andreas, så kan du godt glemme det!" Afbrød jeg ham vredt. Han skulle ikke tro, han kunne bestemme over mig.

"Det er det ikke, og jeg gider ikke skændes."

"Men..." Sagde jeg og stoppede mig selv. Vi havde ikke skændtes en eneste gang i løbet af aftenen, og egentlig gad jeg nok heller ikke selv.

"Jeg vil bare ikke have, at du hører det fra andre."

"Hvad?" Spurgte jeg og vidste, at det ikke havde noget med hans gennemsnit at gøre. Jeg kendte det allerede, og det var noget lavere end mit.

"Der går rygter om, at jeg er blevet spurgt, om jeg vil spille i udlandet, og..." Han trak vejret dybt og så på mig, før han fortsatte. "...det er ikke bare rygter. Vi forhandler med dem lige nu."

"Hvorfor fortæller du mig det?" Spurgte jeg grådkvalt og følte, at det definitivt var slut. Adam skulle rejse, og jeg havde brækket foden. Jeg ville aldrig nå op på siden af ham nu.

"Fordi..." Svarede han og så væk. "...Jeg ville ikke være nået så langt, hvis ikke jeg havde haft dig at konkurrere mod!"

"Tillykke!" Sagde jeg sarkastisk og følte, at livet var uretfærdigt. "Jeg har brækket foden og du har vundet. Dit liv kunne ikke være mere fantastisk!"

"Du ved godt, jeg er ked af dét med din fod! Og mit liv er faktisk ikke så fantastisk, som du tilsyneladende går og tror!" Svarede Adam tvært, og vores intentioner om ikke at skændes faldt til jorden.

"Hvad er det, som ikke er så fantastisk?" Spurgte jeg ligeså tvært og fik ham til at sukke dybt.

"Bare glem det!" Svarede han og vendte sig væk fra mig. "Du er alligevel for fuld til at fatte noget!"

Der var mange ting, jeg kunne have sagt, men jeg lod være. Jeg orkede simpelthen ikke at skændes mere med ham. Desuden ville han uden tvivl have vundet ethvert skænderi, for jeg var for fuld til at tænke klart.

Resten af turen foregik i stilhed.

På trods af, at jeg havde al mulig tid og grund til at klare mig godt til eksamen dét år, havde jeg meget svært ved at koncentrere mig. Jeg ærgrede mig nu endnu mere over min brækkede fod og begyndte faktisk at skyde skylden på mig selv og ikke Adam. Det var hårdt at vide, at han skulle rejse til udlandet efter gymnasiet, når jeg selv havde ødelagt dén chance, jeg havde haft, for at komme på landsholdet og måske videre. Det meste af dén tid, jeg burde have brugt på at læse til eksamen, gik med at spekulere på, hvordan livet ville blive efter gymnasiet. Der ville ikke længere være karakterræs, og jeg havde ikke længere mulighed for at konkurrere med Adam i håndbold, når han var så langt væk. Ville der overhovedet være noget ved det længere?

Samtidig besluttede jeg, at jeg med en brækket fod havde tid til en kæreste, så da Andreas igen spurgte mig, om det kunne blive til mere, sagde jeg ja. Jeg syntes, jeg fortjente lidt kærlighed i mit liv, og Andreas var jo både sød og pæn. Det overraskede mange, at jeg endelig var gået med til det, og når jeg mødte mine klassekammerater til eksamen, kom der ikke så få kommentarer om os. Til min egen overraskelse kom der ikke så mange "Jeg vidste det!" som jeg havde regnet med. De havde åbenbart ikke regnet med det. Men jeg var ligeglad. Jeg nød Andreas' opvartning af mig, og læseferien blev for første gang nogensinde nok mere til 'ferie' end 'læse'.

Min første eksamenskarakter blev et 7-tal, hvilket jeg aldrig havde oplevet før, og det skuffede mig så meget, at jeg gav mig til at græde, da jeg kom ud af eksamenslokalet. Jeg havde simpelthen ikke været i stand til at koncentrere mig, for hvor meget jeg end prøvede, blev mine tanker ved med at vende tilbage til en fremtid uden Adam at hade.

"Hvad gik galt?" Spurgte selvsamme, da jeg kom ud fra eksamenslokalet, men jeg havde for stor en klump i halsen til at svare. I stedet løb jeg bare ud på toilettet og græd.

Da jeg kom tilbage, var Adam i forberedelseslokalet, og jeg kunne ikke lade være med at krydse fingre, mens han var inde. Om jeg håbede på, at det gik ham godt eller skidt, var jeg faktisk ikke rigtig klar over, men krydsede fingre det gjorde jeg.

Han kom ud igen med et 8-tal, og selvom han også var skuffet, tog han det noget pænere end jeg havde gjort. Det var ikke dét, der tyngede ham, men noget var der.

Som ugerne gik blev jeg utroligt nok mere og mere ligeglad med, hvilke karakterer, jeg fik. Det hjalp faktisk, og jeg var tilbage til de normale 10- og 11-taller, da den sidste eksamen nærmede sig. Det var tysk, og Adam havde været oppe dagen før og fået 10. Jeg ved, han havde regnet med et 13-tal, men han havde ikke klaget. I hvert fald ikke over for klassen.

Jeg var rystende nervøs og regnede med, at det ville gå galt igen. Mine forældre (og Adams) ventede udenfor for at ønske mig tillykke. Når jeg kom ud, ville jeg være student og skulle have hue på. Kunne jeg da bare lige score det sidste 13-tal! Det ville lige præcis gøre mit gennemsnit højere end Adams, og eftersom det var min sidste chance nogensinde for at slå ham, skulle det bare lykkes!

Da jeg kom ud og ventede på at få min karakter, var Mor allerede på vej hen for at give mig huen på, men Adam, som var der med sine forældre, var naturligvis godt klar over, at jeg endnu ikke havde fået min karakter, så han skyndte sig at snuppe huen ud af Mors hænder, før hun nåede at placere den på mit hovede.

Jeg kom ind i eksamenslokalet igen, fik mit 11-tal og gik ud igen.

"13?" Spurgte Adam, som stadig havde huen i sine hænder, da jeg kom ud.

"11." Svarede jeg, og følte mig faktisk ikke engang skuffet.

"Tillykke!" Sagde han storsmilende og satte huen på mit hovede. "Så var du alligevel den bedste!"

"Kun i tysk."

"Nej, ikke kun i tysk..."

"Prøv lige at kigge herover!" Afbrød Adams mor ham og fik os begge til at vende os om mod hende. Hun stod med et kamera og tog billede af os med vores huer på. Jeg tror faktisk, at vi så næsten lykkelige ud.

Andreas, derimod, så lidt misfornøjet ud, da han kom hen og gav mig et kys og sagde tillykke.

Dagen efter skulle vi ud at køre i hestevogn. Jeg havde smidt krykkerne et par uger tidligere, men min fod var stadig ikke helt i orden.

Dagen startede med rundstykker og snaps og derefter øl. Så var stilen ligesom lagt. Vi var rundt hos stort set alles forældre, og alle steder fik vi øl, sprut eller champagne og kun chips eller lignende at fylde maven med. Vi blev naturligvis ret hurtigt fulde allesammen. Selv Adam.

Engang i løbet af eftermiddagen nåede vi til Andreas' forældre. Han var den første til at stige ud af hestevognen (vi kørte i den samme), og jeg var sidst, så Adam, som også kørte med os, måtte hjælpe mig ud. Min fod gjorde efterhånden ret ondt af at blive brugt, og på trods af den store mængde konsumeret alkohol, føltes den ikke just bedøvet.

"Er du okay?" Spurgte Adam og tog fat i min arm, da jeg var ved at snuble ud af hestevognen.

"Helt fin." Svarede jeg, men havde enormt ondt. "Jeg skal bare have noget at drikke."

Adam støttede mig ind i huset og fik mig til at sidde i sofaen med benet opad. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham og tænke, det var ærgerligt, at jeg meget snart ikke længere havde ham at grine af. Han satte sig ned ved siden af mig og kiggede på min fod og derefter op på mig.

"Det klæder dig." Sagde han alvorligt og tog en slurk af sin øl.

"Hvad?" Spurgte jeg og kunne ikke lige se, hvordan det kunne klæde mig at sidde med foden opad.

"At have brækket foden." Svarede han stadig alvorligt.

"Hvad mener du egentlig?" Spurgte jeg skarpt. "Mener du, at det er fedt, at jeg ikke kan spille håndbold?"

Adam grinte og satte en tot hår om bag mit øre.

"Nej, det klæder dig at have tid til dig selv." Sagde han og kiggede på mig med et ansigtsudtryk, jeg ikke helt forstod.

"Bager du på min kæreste?" Hørte jeg pludselig Andreas sige bag mig, men han lød ikke sur. Han grinte bare til Adam, som fjernede sin hånd fra mit hår meget pludseligt.

Vi var allesammen ret fulde, så der skulle ikke ret meget til, før man lukkede noget forkert ud, som jeg troede, jeg gjorde nu.

"Nej, han sørger stadig over Camilla!" Sagde jeg med et grin og fortrød i samme øjeblik. Han havde jo ikke ligefrem været lykkelig siden.

"Sørger? Victoria, det var ham, der slog op med hende og ikke omvendt. Sidste år! Jeg tvivler på, han stadig sørger, hvis han overhovedet har gjort det."

Andreas lagde armene om mig og kyssede mig på kinden, men jeg kiggede bare spørgene på Adam.

"Til julefrokosten. Du hørte det jo næsten selv." Sagde Adam mens han nikkede.

"Det anede jeg ikke." Sagde jeg stille. "Andreas, er du ikke sød at hente mig en øl?"

Andreas forsvandt med det samme, hvilket også havde været hensigten.

"Men...jeg hørte det først i april!"

"Fordi du aldrig er social!" Svarede Adam med et grin. Han var tydeligvis ikke ked af det, selvom vi snakkede om hans tidligere forhold til Camilla.

"Men hvorfor var du så i så dårligt humør i april og maj? Jeg gik ud fra, det var på grund af Camilla."

"Det er jo ikke ligefrem fedt at være skyld i, at andre brækker foden!" Svarede han og grinte ikke længere. "Er du klar over, hvor dårlig samvittighed jeg har haft over, at du ikke kom på landsholdet alligevel?"

Jeg svarede ikke men så bare vantro på Adam. Jeg troede, jeg kendte ham, men det her havde jeg ikke regnet med.

Han så ud, som om han ville sige mere, men Andreas kom tilbage med min øl, og få minutter efter skulle vi videre.

Andreas lod mig ikke alene ret meget mere dén dag.

Turen sluttede hos Adams forældre ret sent om aftenen. Alle var meget, meget fulde og i godt humør. Eller...to af os lod, som om vi var i godt humør. Resten var det rent faktisk.

Jeg havde ikke været hjemme hos Adam siden den sidste middag jeg havde været til sammen med mine forældre for mange år siden, men ikke meget var lavet om. Det var stadig det samme, hyggelige hjem, som jeg trods Adam havde kendt det som, bortset fra, at der nu hang et stort billede af mig og Adam i dagligstuen.

Hans forældre bød os velkomne med åbne arme, og jeg fik tilmed et knus af hans mor. Jeg var begyndt at fryse lidt, for jeg havde hverken haft trøje eller jakke med til at tage over min tynde kjole. Adams mor lagde mærke til, at jeg havde gåsehud, og trak mig med ind på Adams værelse, så jeg kunne låne en trøje af ham.

Det var lidt af et chok, jeg fik, da jeg kom derind. Hans mor så ikke ud til at blive overrasket, men på Adams natbord lå billedet af ham og mig fra sidste skoledag i folkeskolen. Adam kyssede mig på kinden, og hans mor måtte have taget billedet lige inden jeg opfattede, at han kyssede mig, for jeg så stadig glad ud. Det var en anelse krøllet og flosset i kanterne, og det så ikke ud til at have været gemt væk i en skuffe siden 10. klasse.

Det var ikke ligefrem dét, jeg havde regnet med at finde på min værste fjendes natbord.

"Mor?" Hørte jeg Adam spørge ude fra gangen. "Mor, vi kan ikke finde nogen oplukker!" Sagde han og åbnede døren. Han fik et ligeså stort chok over at se mig på sit værelse, som jeg havde fået over at se et billede af mig på hans værelse.

"Victoria!" Sagde han med næsten skinger stemme, men hans mor opdagede tilsyneladende ikke noget mærkeligt.

"Kan du ikke lige finde en trøje til Victoria?" Spurgte hun opgivende. "Jeg kan ikke finde noget i dét rod!"

Adam stirrede på mig, og der gik lidt, før han svarede.

"Øh...jo, selvfølgelig." Sagde han, og fandt en trøje i skabet.

Hans mor gik og lukkede døren efter sig. Jeg satte mig ned på sengen og vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Adam satte sig stille ned ved siden af mig. Han vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle sige.

"Jeg bliver hjemme." Begyndte han, men jeg fattede ingenting.

"Hjemme?" Spurgte jeg og så på ham. Han så ekstremt træt ud og lignede en, der havde lyst til at græde.

"Ja, jeg rejser ingen steder. Jeg bliver i klubben."

"Hvorfor i alverden gør du det?" Spurgte jeg og kom til at lyde sur. Jeg var ikke sur, men jeg syntes godt nok, det var tåbeligt af ham.

"Jeg har ikke lyst til at rejse." Sagde han stille og blev ved med at se på mig.

"For pokker, Adam, det er din store chance!" Skældte jeg ham ud. "Du kan da ikke bare droppe den, når den endelig kommer! Det er det, du har drømt om. Det er idioti at sige nej!"

"Jeg har sagt nej." Sagde han bare og vidste ikke, hvad han skulle gøre af sine hænder.

"Så er du dummere, end jeg troede!" Sagde jeg og rystede på hovedet, men følte mig af en eller anden grund utrolig lettet. Det føltes, som om eksamenspresset pludselig forsvandt. I hvert fald forsvandt dén følelse, som jeg ikke havde kunnet ryste af mig, siden læseferien begyndte.

"Der kommer andre chancer." Sagde han og besluttede sig til at placere sine hænder under sine lår.

"Men hvorfor ikke tage den nu? Du ved ikke, hvornår den kommer igen!"

"Der er andre chancer, som ikke kommer igen." Svarede han og løftede sin ene hånd for at klø sig i panden.

"Hvilke chancer?" Spurgte jeg og fattede ikke en meter. Jeg begyndte at trænge til en drink. Det med billedet havde bragt mig helt ud af fatning.

Adam kiggede væk og trak vejret dybt, før han svarede.

"Dig, Victoria!" Sagde han og så mig ind i øjnene. Han grinte ikke, og han lød ikke hånlig. Hvad havde han gang i?

Før jeg vidste af det, havde han rakt over og lagt sin hånd på min kind og placeret et kys på mine læber.

"Øh..." Sagde jeg og trak mig lidt væk. "Jeg må hellere...Andreas...Jeg tror..."

Jeg rejste mig, og det samme gjorde Adam.

"Glem nu Andreas!" Sagde han og stilte sig i vejen for mig. "Du vil jo alligevel ikke have ham!"

"Gu vil jeg så!" Råbte jeg pludselig og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på mig, da jeg skubbede til ham for at komme forbi.

"Vickie...!" Råbte han efter mig, men på trods af min dårlige fod stormede jeg ud fra hans værelse.

Andreas var selvsagt ikke glad for at se, at jeg kom grædende fra Adams værelse. Han stormede derind for at få en forklaring fra Adam, hvilket gav mig lidt tid til at samle mig igen. Faktisk så jeg ingen af dem igen, før vi var kommet i byen.

Jeg var om muligt endnu mere fuld, end jeg havde været hos Adams forældre, og jeg havde ondt af mig selv. Og jeg havde dårlig samvittighed, selvom jeg ikke var helt sikker på hvorfor.

På diskoteket trak jeg Andreas med udenfor og fortalte, at det ikke gik med os. Han blev naturligvis temmelig overrasket, og fattede ikke, hvorfor det lige skulle være dén aften, jeg sagde det. Det gjorde jeg heller ikke selv, men jeg kunne bare ikke blive ved med at holde ham for nar, når jeg nu ikke var forelsket i ham. Han blev sur og ville ikke tro på det. Han mente, at det bare var fordi jeg var fuld og bange for fremtiden. Da han ville kysse mig og jeg skubbede ham væk, blev han ubehagelig.

"Victoria, for fanden, det kan du ikke!" Sagde han og kyssede mig på halsen.

"Lad nu være." Sagde jeg, men var for fuld til at lyde overbevisende.

"Du mener det jo ikke." Sagde han og fortsatte med at kysse min hals.

"Andreas, hold nu op!" Sagde jeg og fik skubbet ham lidt væk. Han blev rasende og pressede mig op mod muren, vi stod ved.

"Du ved jo godt, du vil have mig!" Sagde han og kyssede mig så voldsomt, at det gjorde ondt og min læbe begyndte at bløde.

"Nej, Andreas, hold op!" Sagde jeg og følte mig meget lille og svag.

Men Andreas holdt ikke op, og jeg var for fuld til at kunne skubbe ham ordentligt væk.

For anden gang i mit liv blev jeg lykkelig over at høre Adams stemme, da han rev Andreas væk fra mig.

"Du hørte, hvad hun sagde!" Næsten råbte han og skubbede Andreas så hårdt, at han faldt på fortovet. Mig holdt han fast om, men det gjorde ikke ondt.

"Er du okay?" Spurgte han og så på mig med et såret udtryk i ansigtet. Han fik øje på min blødende læbe og rørte forsigtigt ved den.

Det sved og jeg flyttede hovedet med et ryk.

"Undskyld." Sagde han og ignorerede Andreas, som råbte et eller andet efter os, før han forsvandt.

"Tak." Sagde jeg og lænte mig ind til Adam. Han lagde armene om mig og holdt om mig uden at sige noget.

"Undskyld!" Sagde jeg grådkvalt efter et stykke tid.

"For hvad?" Spurgte Adam og kiggede på mig.

"For alting. Du må virkelig hade mig efter alt det, jeg har gjort!"

"Jeg hader dig ikke, Victoria." Sagde han og kyssede mit hår. "Jeg elsker dig!"

Jeg kiggede mistroisk op på ham og fik ham til at smile af mig.

"Jeg har elsket dig siden første gang jeg så dig. Tror du, det var tilfældigt, at det var din drikkedunk, jeg snuppede?!"

Jeg smilte og tørrede en tåre væk fra min kind. Nej, jeg havde aldrig troet, det var tilfældigt. Jeg havde altid troet, det var fordi han var en egoistisk idiot, men den egoistiske idiot havde lige opgivet sit livs chance for min skyld. Hvor egoistisk var han så egentlig?

Jeg kiggede op og så ham i øjnene, og pludselig gik det op for mig, at det var ham, det havde gjort det værd at gå i skole og at spille håndbold. Havde det ikke været for Adam, havde det ikke været nær så sjovt. Det havde altid betydet mest, at han havde set mig klare mig godt. Alle andres mening var ligegyldig. Det var derfor, jeg frygtede fremtiden.

Han må have læst mine tanker, for han knugede mig ind til sig og sagde: "Jeg rejser ingen steder, Vickie. Ikke uden dig!"

Jeg mærkede tårene begynde at trille igen, da jeg løftede hovedet og så på ham.

"Og jeg lader dig ikke rejse uden mig." Sagde jeg og trak hans ansigt ned til mit. Da han kyssede mig, var det langt blidere og langt mere perfekt en noget, jeg før havde oplevet. Det var helt anderledes end dén gang for over et år siden, hvor han havde kysset mig, og jeg havde troet det var endnu et forsøg på at gøre mig til grin. For første gang fik det adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen på mig, og jeg ønskede, at vi kunne være sammen altid.

Men kysset måtte ende før eller siden. Det var Adam, der først sagde noget bagefter.

"Vi bliver nødt til at bo i Tyskland!" Sagde han og jeg rynkede undrende panden.

"Hvorfor?" Spurgte jeg og og flettede mine fingre ind i hans. Selv dét gav mig sommerfugle i maven.

"Fordi de har både kvinde- og herrehold i topklasse, og så ville vi kunne øve os i tysk dagen lang!"

Jeg grinte og klemte hans hænder lidt.

"Du bliver aldrig så god som mig!" Sagde jeg og kyssede ham. Da vi stoppede, smilte han og så kærligt på mig.

"I hvert fald ikke til det her." Sagde han og kyssede mig igen.

"Så må du jo bare øve dig!" Svarede jeg mellem kyssene.

"Så må jeg jo bare øve mig!"

Vores klassekammerater var for længst glemt. Der var kun ham og mig og vores fælles fremtid.

Til dimissionen dagen efter tog Adams mor det billede af os, hvor vi lykkeligt kysser hinanden med studenterhuer på, som den dag i dag står i en ramme på vores natbord.